Har du oplevet at stå i dilemmaet, at du ikke har de helt rigtige kvalifikationer til et job – måske endda drømmejobbet? Hvad gør du så? Trækker du på skulderen og opgiver, eller kaster du al din energi ind på at overbevise virksomheden om, at du er den bedste, og at de bør være glade for at få dig ombord?
Her er et par gode råd til, hvad du gør, hvis du er underkvalificeret.
Forberedelse
Start med at lave en mind mapping – tag et stykke papir og skriv alt ned, som du tænker, at du kan byde ind med i relation til jobbet. Kompetencer, erfaringer, det kollegiale, netværk, de personlige kompetencer osv. Tænk kreativt – tænk ud af boksen! Tænk over, hvordan du kan bruge de erfaringer, du allerede har opnået. Hvilke fordele giver det virksomheden. Skræddersy herefter dit CV.
Interview
Det er rigtigt svært at komme til samtale på et job, man ikke er kvalificeret til. Derfor skal du gøre noget ekstra. Tjek dit netværk. Kender du nogen, der kan lægge et godt ord ind for dig.
Vælger du at ringe virksomheden op, så start samtalen med at spørge ind til den konkrete stilling og afslut med tre-trins-raketten. Eksempelvis: ”Jeg hører dig sige, at den rette kandidat kommer med baggrund inden for salg?” Afvent et Ja, herefter ”Jeg forstår det sådan, at I lægger vægt på, at vedkommende skal have dokumenteret salgserfaring?” Afvent et Ja og til sidst ”Vil det sige, at en person med evne for forretning kombineret med empati er rigtig for jer?” Får du 3 Ja’er til din profil, så husker de dig, når de læser din ansøgning.
Vær professionel
Når du ankommer til interviewet, så introducer dig professionelt. Her nytter det ikke at være nervøs, undskyldende og stille dumme spørgsmål. Hav selvtillid, attitude og vær likable på den gode måde. Det er godt, hvis du forud for mødet har brugt tid på at visualisere selve mødet, og hvordan du agerer. Prøv at opstille 3 mål for samtalen, som du vil have sagt, gjort etc. – visualisering er den bedste metode, hvis du vil præstere 100 %.
Vær informeret
Forinden mødet har du naturligvis brugt tid på at søge information om virksomheden, forretningen, kunder, årsresultat osv. Stil spørgsmål til forretningen, stillingen, opgaven, succes for stillingen og ”fiasko” for stillingen. Vis oprigtig interesse.
Uddannelse
Vær åben for, at du formentlig skal bruge tid på at videreuddanne dig. Tag meget gerne selv initiativ til at bringe på banen, at du er villig til at gå på aftenskole eller lignende.
Smil
Hvis virksomheden skal står og skal vælge mellem 2 til sidst, så vælger de ofte den mest positive.
Udarbejd memo
Medbring et memo eller en PowerPoint præsentation. Hvordan ser du udfordringen i jobbet, og hvordan vil du tackle den. Kom med ideer til, hvad du bibringer stillingen og synliggør den ekstra værdi, din entusiasme og dit drive giver.
Afslag
Får du afslag – så kontakt dem og spørg om, der er andre stillinger på vej i virksomheden, hvor du vil passe bedre ind.
Følg mig på LinkedIn eller Facebook og få et indblik i min hverdag, hvor jeg arbejder med forvandling af virksomheder (rekruttering), coaching og mental træning.
God fornøjelse.