LinkedIn definerer fremtidens rekruttering

Der sker noget på markedet for jobannoncer for tiden. Jobindex har lige købt IDG og dermed skabt et samarbejde mellem et nyhedsmedie, en jobdatabase og – og det er helt nyt – et rekrutteringsfirma. Samtidig har JP / Politikens Hus købt Jobzonen for at sætte sig på markedet for jobannoncer. Men det er en stakket frist, for rekrutteringen kommer til at foregå helt anderledes i fremtiden.

Der er nok én altoverskyggende årsag til, at Jobindex og JP / Politiken opruster lige nu: LinkedIn.

LinkedIn har omkring 1 mio. danske brugere, og dermed er verdens største samling af potentielle medarbejdere blevet en væsentlig konkurrent for medier, som udbyder jobannoncer.

Hvorfor?

Fordi jobannoncer er fortiden, og LinkedIn er fremtiden. 

Lad mig forklare det lidt nærmere.

I gamle dage indrykkede man en annonce i Berlingske Søndag, når man skulle bruge en ny medarbejder og ikke kendte en dygtig kandidat til stillingen i forvejen. Hvis man kendte en i forvejen, sparede man pengene og ansatte ham eller hende. Rigtigt mange danskere blev ansat via netværk.

Det er det, LinkedIn har sat i system. Det er blevet uhyggeligt (især uhyggeligt for dem, der sælger annoncer) nemt at finde og netværke med medarbejdere med lige præcis den type kompetencer, som virksomheden har brug for.

Hvis man ved, at man om 6 måneder får brug for medarbejdere, som ved alt om VMware, så taster man ”WMware” ind i LinkedIn og straks har man flere hundrede potentielle kandidater, som man stille og roligt kan kigge igennem og tage kontakt til.

Sådan kommer fremtidens rekruttering til at se ud.

I gamle dage brugte man lang tid på at skrive jobopslag, sortere ansøgninger, afholde samtaler, personlighedsteste og holde flere samtaler – når man havde en ledig stilling.

I fremtiden kommer vi til at bruge tid på at searche potentielle medarbejdere til virksomheden, opbygge netværk og samtale med dem – længe før der er en ledig stilling. Det er nemlig blevet meget nemmere at finde de bedste kandidater på forhånd via eksempelvis LinkedIn.

Der er allerede virksomheder, der er begyndt at arbejde på den måde. De oplever, at de får bedre kandidater til stillingerne, fordi de har haft længere tid til at lære dem at kende. De oplever også, at det går hurtigere, når en stilling bliver ledig – simpelt hen fordi de kender kandidaterne i forvejen.

Det er selvfølgelig ikke godt for annoncemedierne. Men det er helt sikkert godt for virksomhederne og jobsøgerne.

Tilbud!

Prøv en Online QUICK session

Køb 30 minutters sparring til din jobsøgning fra en erfaren headhunter – Lige nu kun 450 kr!