Og det er verdens hårdeste job! Det siger mange jobsøgere i hvert fald, og det kan vi sådan set godt blive enige om.
Der er bare lige den detalje, at hvis du siger til dig selv, at jobsøgning er verdens hårdeste job – så bliver det verdens hårdeste job. Det er som med eksemplet: ”Du må ikke tænke på en blå elefant.” Hvad gør du – du tænker på en blå elefant, ikke?
Sådan er det også, hvis du siger, at du nu er jobsøgende og det er det hårdeste job nogensinde. Det bliver det så. Du får det, som du beder om. Du glemmer alt om, at denne proces faktisk udvikler dig og giver dig mulighed for at lære noget, du kan bruge senere.
Men hvad skal man så gøre?
Det handler om at have et mål: Hvornår er du i job og hvad indeholder det? Det mål skal printes på indersiden af dine øjenlåg, og du må meget gerne bruge tid på at visualisere det.
Når du har målet for øje, er det vigtigt, at du har en plan, hvor du har skrevet ned, hvad du skal gøre hvornår, og hvilke delmål du skal nå. Det kan være redigering af din LinkedIn profil, optimering af CV, gå-hjem-møder osv.
I øjeblikket hører jeg mange sige, at de oplever, at jobsene ikke annonceres. Hvis du også oplever det, så er det en god ide at kigge din aktivitetsplan igennem og rette til.
Lad mig give dig et eksempel:
Hvor mange jobs formidles udelukkende gennem netværk?
Hvor mange jobs formidles udelukkende gennem headhuntere?
Hvor mange jobs formidles udelukkende gennem opslag?
Sæt procenter på og inddel din tid og arbejdsopgaver efter det. Hvis du tror, at 50% af de jobs, som er relevante for dig, formidles gennem headhuntere og netværk, så skal du bruge din tid på at netværke med beslutningstagere og headhuntere frem for at skrive ansøgninger.
Du skal være et næsten perfekt match for at blive valgt til samtale, hvis det går den traditionelle vej. Kommer du via dit netværk, hvor nogen anbefaler dig for din kunnen og måde at være på, er muligheden langt større.
Jeg læste forleden, at netværk ikke handler om at møde så mange som mulig, men om at møde folk du kender, som kan anbefale dig til et givent job eller til en relation af deres. Det er på mange måder rigtigt.
Sådan gør du:
Start med at holde møde med 3-4 personer fra din 1. cirkel på LinkedIn – nogen som kender dig for det, du kan. Spørg om de vil hjælpe med at anbefale dig til andre…og arbejd videre derfra. Hvis nogen siger nej, så spørg hvorfor, så du kan blive klogere… Lad være med at tage det personligt.
Når du ser jobåbninger via netværk, så undersøg via LinkedIn, om du kender nogen i den pågældende virksomhed. Sørg for løbende at holde kontakten, men vær ikke irriterende. Jeg anbefaler, at du spørger, hvornår du må ringe tilbage, og dermed beholder bolden på din banehalvdel. Det samme, hvis du fremsender CV – sig tak for interessen, jeg vil tillade mig at følge op om en ugen. Overlad aldrig ansvaret til modtageren.
Hvilke mål skal du have for job via netværk?
4-5 kontakter (1. cirkel) kan forvandles til 50-60 kontakter på 2-3 uger. 50% af din tid bør bruges på netværk – svarende til 18 timer om ugen +/-. Det betyder mindst 10 nye kontakter om ugen – som kan give 3-4 møder. Inden for få uger har du 180 nye kontakter og tro mig, du vil nu begynde at høre eller møde jobs, der både interessante og lettere at få, fordi du springer det led over, hvor du oftest sorteres fra – ansøgningen.
Historie fra det virkelige jobsøgningsliv:
I juni måned fik jeg en jobsøger i forløb. Han var frustreret over den sidste tid i sin virksomhed, følte sig dårligt behandlet og meget stresset. Vi talte om, at der først skulle bruges tid på at finde sig selv igen, og at det snart var sommer – hvilket betød ferie og færre stillinger.
Personen var helt uenig med mig – sommer betød intet og at sætte et mål om at få tilbudt job 1. oktober var helt ude i skoven. Efter lidt snak frem og tilbage enedes vi om at optimere CV, LinkedIn profil og så ellers bruge juli til at udbygge netværk og holde netværksmøder med dem, der ikke var på ferie.
Herefter skulle der være tid til at nyde livet.
Han var meget stresset, og det gav ingen mening at starte nyt job i den tilstand. Fra start var jeg imponeret over hans energi og ved, at der blev holdt 3-4 møder om ugen, og at han kontaktede mindst 10 nye mennesker hver uge.
Han lærte rigtig meget undervejs og i sidste uge fik han tilbudt job – faktisk fik han i samme uge 3 tilbud alle fra nogle af de største virksomheder inden for IT. Spørger du ham i dag, vil han anbefale dig at få et knivskarpt CV, en klar LinkedIn profil, som du kan henvise til, et godt billede og så netværk med start på LinkedIn.
Håber du blev inspireret til at kigge din plan efter i sømmene og kaste dig ud i netværkskunsten!
Husk: Du får jobbet!