Jeg har læst lidt videre i Henrik Fexeus bog og netop kommet til, hvordan vi med fordel kan benytte os af samme princip, som man benytter i kampsporten Akikido. Henrik Fexeus beskriver: “I Aikido må du ikke stille sig i vejen for den andens bevægelsesenergi. Tværtimod, du udnytter den til at vælte den anden omkuld, hvis det er nødvendigt. Det princip kan du overføre til en situation/forhandling, hvor I repræsenterer to helt modsatte standpunkter. Så sig: “Hvis jeg var dig, ville jeg gøre det samme”. Her stiller du dig ved siden af personen i stedet for at stille dig i vejen (og personen oplever at blive forstået) og kan nu udnytte den energi, som kommer fra den anden ved at blive forstået, til at styre mod noget andet – et fælles mål”.
Jeg kan sagtens se ideen i denne betragtning, men nu er jeg jo nærmest opdraget til at udtrykke mig i Jeg-form, hvorfor jeg sjældent kommer ud i de store konflikter – i hvert fald i min optik. Men så tænkte jeg alligevel videre på en situation, hvor jeg oplevede, at jeg lykkedes ualmindeligt godt. For mange år siden sad jeg over for min daværende chef til en lønsamtale. Hun lagde ud med at rose mig for alle de gode ting og især ekstra gode ting, jeg havde gjort i løbet af året osv. osv. Desværre var der ingen mulighed for at belønne det mere end den obligatoriske lønstigning på en latterlig lille procent. Jeg kan huske, at jeg virkelig trak vejret godt og svarede, at jeg jo godt forstod hende, og hun jo selvfølgelig ikke som HR-chef kunne belønne sine medarbejdere mere end andre i organisationen og at det jo måtte bero på en misforståelse, hvis jeg havde den opfattelse af at blive belønnet ekstra for alle de gode ting jeg havde udrettet udover aftalte opgaver. Der gik en dag og så fik jeg den lønforhøjelse, som jeg synes, jeg reelt havde fortjent…
Det er faktisk den eneste gang, jeg husker, at jeg “forhandlede” fornuftigt og vi kom begge ud af det med følelsen “Du er ok – Jeg er ok”. Måske var det Aikido i sin bedste form..
