Relationsbaseret rekruttering er fremtiden

Jeg oplever, at vi står foran en kæmpe udfordring i forhold til at få rekrutteret fremadrettet. Kampen om de bedste talenter er i den grad fløjtet i gang og tilsyneladende er LinkedIn banen, hvor slaget udspilles. Og sikke en kamp! Alle tricks er i brug og jeg mere eller mindre oplever, at kandidaterne holder op med at svare på alle de henvendelser de får. Hvad gør vi så? I it-branchen forlyder det, at vi i 2030 har 20.000 ubesatte jobs.

Camilla Ley Valentin
Jeg har spurgt Camilla Ley Valentin, hvordan hun ser rekruttering fremadrettet. Camilla er CCO og medstifter af softwarevirksomheden Queue-it. I 2015 blev hun udnævnt som én af de 50 mest inspirerende kvinder i teknologibranchen i Europa.

Hvordan oplever du rekrutteringsprocessen?
Jeg oplever, at måden vi rekrutterer medarbejdere på har ændret sig drastisk i de seneste år. Flere og flere stillinger bliver besat via netværk, hvilket egentlig ikke er så nyt endda, men måden hvorpå kandidater søger viden om virksomheder, er under forandring.
Unges forventninger til deres karriere har ændret sig. Der er en øget sammensmeltning af interesse og arbejde samt en endnu mere klar holdning til, hvor de ønsker job, idet de i højere grad går efter virksomheder med en profil, kultur og et værdisæt, der matcher deres eget – og det har jeg ikke oplevet i samme grad tidligere. Før var fokus mere på selve indholdet i stillingen samt på virksomhedens profil, herunder dens økonomi.
Tit og ofte sidder jeg foran kandidater, som allerede kender navnene på flere af vores medarbejdere på forhånd. Sådan var det ikke før i tiden. I nogle tilfælde har de endda også kontaktet vores ansatte, selvom de ikke kender dem i forvejen, via de sociale medier for bedre at kunne forholde sig til både vores virksomhed og til en given stilling. Kandidater ønsker større indblik i, hvilken dagligdag og kultur der er i vente hos virksomhederne, og deres tilgang til at søge denne viden er i langt højere grad end hidtil relationsbaseret. Det samme gælder i øvrigt den anden vej rundt. Virksomhederne søger ligeledes informationer om jobsøgernes baggrund via kontakter og på de sociale medier.

Men hvad stiller det så af krav til virksomhederne?
Hvis vi skal vækste vores virksomheder, er kvalificeret arbejdskraft naturligvis et must.  Derfor må vi tilpasse os denne udvikling – ja ligefrem byde den velkommen. Vi må tage højde for den nye generation af arbejdstagere, som er opvokset med et anderledes relationelt udsyn.  Vi bør derfor blive bedre til at vise nye sider af os selv, ud over de traditionelle – både som virksomhed, men også som virksomhedsejere og ledere. Dels skal vi naturligvis være tilstede på de sociale medier og platforme, hvor fremtidige medarbejdere befinder sig. Og dels skal vi blive bedre til at trække på vores nuværende ansatte for at styrke virksomhedens omdømme som arbejdsgiver. I min virksomhed opmuntrer vi f.eks. alle medarbejdere til at være aktive på de sociale medier og dele relevant indhold i deres egne netværk. Vi gør også en indsats for at motivere vores udviklere til at skrive blog post, som dokumenterer deres arbejde og udvikling. Det er nemlig med til at vise lidt om, hvad det vil sige at være udvikler hos Queue-it, og det sætter ansigter på de relationer, nye medarbejdere kan se frem til.
I rekrutteringssammenhæng er det blevet endnu vigtigere, at man markedsfører sig over for potentielle medarbejdere, næsten som man vil gøre det over for potentielle kunder. Vi kan ikke længere tillade os at se ansættelser, som noget vi fokuserer på, når behovet opstår, hvis vi ønsker at blive det foretrukne valg i sidste ende. Store og ressourcestærke virksomheder har selvfølgelig arbejdet med ’employer branding’ i mange år, men også små virksomheder er nødt til at følge med. Rekruttering skal tænkes ind i den overordnede strategi og skal planlægges nøje. Dette skal ses i lyset af en ny generation af arbejdstagere, som agerer mere lystbetonet end tidligere, og som konstant efterspørger nye og anderledes udfordringer. De sonderer løbende markedet i deres interessefelt for at erobre det næste spændende job.

Tid til refleksion?
Hvad gør du i din virksomhed?

Vi håber, vi har inspireret til vurdering af om jeres rekrutteringsstrategi er optimeret til fremtiden.

Se mere om Camilla Ley Valentin her.

God sommer.

Wæde Consult
V/Bettina Wæde

Wæde Consult – rekruttering, konsulent & sport
Bettina Wæde – vegetativ (åndedræts) træning

Tilbud!

Prøv en Online QUICK session

Køb 30 minutters sparring til din jobsøgning fra en erfaren headhunter – Lige nu kun 450 kr!