6 hurtige til Thor Mønsted, CEO I HP Elektronik-montage ApS

Jeg har interviewet Thor Mønsted i forhold til, hvordan han ser jobmarkedet og hvad han lægger vægt på, når han skal rekruttere. Jeg håber, at du bliver inspireret.

Hvordan oplever du jobsøgnings markedet lige nu?
Det er min opfattelse af ledige personer (Indenfor administrative fag) er begyndt at søge ”hvad som helst” i stedet for kun at søge indenfor deres primære felt/kernekompetence. Siden sommeren 2013 er det min fornemmelse at der er sket i skift for de personer der er ledige.

Samtidig er det dog også min opfattelse at langt flere virksomheder er begyndt at have travlt igen, hvilket kan læses (Primært på LinkedIn) ud fra at der er flere og flere jobopslag.

Hvad lægger du vægt på som rekrutteringsansvarlig, når du læser en ansøgning/CV?
Jeg ligger klart vægt på at kandidaten har valgt at fokusere på hendes/hans kernekompetencer, for dermed at have taget et valg om hvad hun/han er bedst til. En ansøgning/CV der beskriver ”jeg kan alt indenfor logistik/indkøb/administration”, er for mig irrelevant – jeg vil hellere se en ansøgning/CV der f.eks. beskriver ”jeg er verdensmester til f.eks. indkøb (Én ting)” eller ”jeg kan skabe flere nye kunder til Jer, da jeg er specialist indenfor online markedsføring”. 

I øvrigt er det ofte langt mere relevant/interessant hvad kandidaten KAN, og mindre relevant/interessant hvad kandidaten har papir/eksamens bevis på.  Lidt groft sagt, vil jeg hellere ansætte en top motiveret tekniker (Og selvlært sælger) til en stilling som sælger, end en mindre motiveret person fra handelsskolen der blot kan udføre jobbet pga. hendes/hans uddannelse.

Hvad lægger du vægt på, når du har en kandidat til samtale?
Motivation, engagement, gå-på-mod, vilje.
Vægtningen er 80% på personen og 20% på de faglige kompetencer.

Groft sagt kan man lære de fleste personer de fleste faglige kompetencer, men man kan ikke lære en person at være et godt/motiveret menneske.

Kan du kort beskrive en af dine bedste oplevelser i forbindelse med ansættelsen af en ny medarbejder?
Indenfor de seneste år, har jeg oplevet personer (som vi så også har ansat hos HP Elektronik-montage ApS), som ankommer til første samtale med holdning ”jeg vil rigtig gerne arbejde i Jeres virksomhed”. Alle kandidater var langt mere interesseret i virksomheden frem for den enkelte jobfunktion. Det var nogle gode oplevelser hvor kandidaterne grundigt havde sat sig ind i virksomheden og hvad vi laver.

Hvilket råd vil du give jobsøgere (herunder aktive som passive)?
Fokusér på dine 2-3 kernekompetencer og fortæl mig hvad du KAN og ikke hvad du har papir på.

Hvordan ser jobsøgning/rekruttering ud om 5 år – hvilke nye tendenser ser du?
Netværk overtager en større og større andel af ansættelserne, og netværk vil blive mere og mere relevant for også ikke-leder stillinger.

God fornøjelse.

 

Tilbud!

Prøv en Online QUICK session

Køb 30 minutters sparring til din jobsøgning fra en erfaren headhunter – Lige nu kun 450 kr!